Vi lever i en mærkelig tid, som har varet alt for længe – uden at nogen ved, hvor længe endnu det vil vare. Det er svære vilkår at leve under. Vi savner mange ting, herunder ikke mindst frit at kunne være sammen.
Et af de få steder, hvor man stadig kan mødes, er i kirken, når der er gudstjeneste. For mange er det mærkeligt. Hvorfor må man være sammen i kirken, når de fleste andre steder er lukkede? Hvordan kan det være, at forsamlingsforbuddet ikke gælder i kirken? Nogle tænker: hvad bilder Folkekirken sig ind? Kender den ikke sit ansvar? Er det ikke udtryk for mangel på den næstekærlighed, som forkyndes just af kirken?
Det er gode og legitime spørgsmål, som jeg vil forsøge at svare på.
For det første er det ikke noget, vi selv lokalt har bestemt. Den myndighed har hverken menighedsråd eller sognepræst. Vi er forpligtet til at holde gudstjeneste, når det pålægges os af biskopperne og Kirkeministeriet, som igen følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Hvad vi selv måtte mene, er som sådan underordnet.
For det andet er kirkegang en frivillig sag. At gå til gudstjeneste står som altid enhver frit. For en del er det at gå i kirke en hjertesag – ja, måske netop i tider, hvor vi alle savner svar på mange af de spørgsmål, der hober sig op i os. Sandt at sige kan vi ikke finde alle svar ved at gå til gudstjeneste! Men kirken tilbyder håb, trøst, samvær – og et perspektiv, som rækker ud over den hverdag, som vi skal leve under, men som i denne tid for mange forekommer at være en smule håbløs – præget som den er af isolation og afsavn. Man kan sikkert med det perspektiv få øje på næstekærligheden i at holde gudstjeneste.
For det tredje foregår alle gudstjenester med stor ansvarlighed fra kirkens side. Vi er underlagt restriktioner, som drejer sig om maksimalt antal og afstand mellem folk, ligesom noget så afgørende som salmesang er overladt til kirkesangeren. Derudover må gudstjenesterne højst vare en halv time. For at få adgang til kirkerummet sprittes hænder af i våbenhuset, og mundbind er påbudt ved både ved ind- og udgang. Altergang foregår under betryggende forhold. Alt sammen naturligvis i følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer.
Det er den enkelte kirkes størrelse, som bestemmer det antal kirkegængere, som er tilladt. Ud fra kravet om 7,5 kvm pr person, giver det følgende antal i vore 4 kirker:
Slemminge 21, Fjelde 12, Våbensted 22 og Engestofte 16.
Afstandskravet er 2 meter mellem “fremmede”, som altså ikke gælder mellem kirkegængere fra samme husstand.
Dette er den forkortede liturgi, som gælder ved vores gudstjenester:
præludium
kort salme
nådeshilsen
kollekt
evangelium
trosbekendelse
kort prædiken
interludium
nadver – ved højmesse – med forkortet ritual
nadversalmevers
kollekt
fadervor – hvis ikke nadver
velsignelse
kort salme
postludium
Kirken er desuden åben for kirkelige handlinger, hvilket i disse tider begrænser sig naturligt til bisættelser og begravelser. På kirkegården gælder andre vilkår end i selve kirkerummet.