Påsken

Så er det påske igen!

Påsken er årets vigtigste højtid. Her gennemspilles de dybeste temaer i vores kristne kultur, ja i kristendom som sådan. Vil man vide noget om, hvad kristendom er, skal man gå til gudstjeneste i påsken!

Det begynder Palmesøndag med , at Jesus rider ind i den hellige by for sammen med sine disciple at fejre den jødiske påske. Folkeskaren hylder ham med sang og lovprisning. Her er den, de har håbet og ventet på!

I dagene før Skærtorsdag sker mange ting. Jesus rydder boderne i Templet. Men han taler også med folk, og giver dem nyt håb. Han helbreder syge. Og skaffer sig samtidig fjender.

Skærtorsdag strammer det til – fjenderne vil ham til livs. Det ender med, at han forrådes, arresteres og dømmes. Inden da har han taget afsted med sine nærmeste i en række taler, men også indstiftet nadveren, som vi stadig fejrer sammen godt 2000 år senere.

Langfredag korsfæstes han efter at være blevet pint og hånet. Mørke falder over jorden. Og han begraves i en gravhule med vagter udenfor.

Så kunne det have været slut, som med så mange andre. Men Påskemorgen er graven tom, da kvinderne kommer derud for at salve hans lig. De forstår, at han er levende på ny. Og hermed vender alt. For dem og for os.

Alt dette er de enkelte dages ydre begivenheder. Påskens prædikener, salmer og bønner tolker alt dette ind i vores liv og tilværelse. Fordi det alt sammen har følger for, hvad det vil sige at være menneske idag, ikke mindst når man er døbt ind i den historie.

Hos os forløber påskens gudstjenester således:

Palmesøndag: Engestofte kl 9 + Slemminge 10.30

Skærtorsdag: Fjelde 9 + Våbensted 10.30

Langfredag: Slemminge 9 + Engestofte 10.30

Påskedag: Våbensted 9 + Fjelde 10.30

2. påskedag: Slemminge 9 + Engestofte 10.30

Vel mødt!