En samtale

Enhver kan henvende sig til en sognepræst og bede om en samtale. Måske har man ondt i livet, har oplevet tab, måske mistet retningen eller livslysten, måske sidder man fast i en konflikt. Måske har man bare brug for en snak med et menneske. Det kan jo hænde, at der er et spørgsmål i livet, der burde vendes. Måske er man bare glad i låget.

Samtaler med præster registreres ikke – og de er allerede betalt for gennem kirkeskatten. Om der skal flere samtaler til, må komme an på en konkret vurdering.

Man skal ikke forvente sig, at en præst er en slags gratis psykolog. Men man kan tale sammen eller være sammen – uden en egentlig dagsorden fra præstens side. Måske skal man bare tænde et lys, måske bede sammen? Det kommer vel an på situationen. Men man kan forvente at blive set og hørt af et engageret medmenneske.