Påsken

Palmesøndag med frokost

Påskeugen falder tidligt i år, og begynder søndag 24/3 kl 10.30 med familiegudstjeneste i Slemminge kirke. Menighedsrådet byder på påskefrokost i konfirmandstuen, hvor alle er velkommen. Af hensyn til bestilling af mad bedes man tilmelde sig senest onsdag 20/3 til Anette pr sms på 5170 5358.

Skærtorsdag med spisning

Hvorfor indstiftede Jesus nadveren, og hvad er nadver for os? Det skal vi høre om Skærtorsdag i Våbensted kirke. Bemærk venligst at tidspunktet er ændret til kl 16. Efter gudstjenesten spiser vi påskelam, eller skinke, med flødekartofler. Mad og drikke 100kr for voksne, børn under 14 og konfirmander gratis. Tilmeld jer hos Connie på 2240 9460 senest en uge før, dvs torsdag 21/3.

Langfredag

Intet lys uden mørke. Langfredag er påskens mørke dag, men nødvendig for at lyset kan skinne i verden. Derfor skal vi netop Langfredag synge nogle af de helt store salmer og lytte til de største tekster. Så kom til gudstjeneste i Fjelde kirke 29/3 kl 10.30.

Påskedag

Påskemorgen bryder lyset gennem mørket. Kristus er opstanden – og det vil vi fejre i Slemminge kirke søndag 31/3 kl 9 samt i Engestofte kl 10.30.

Anden påskedag

Noget så glædeligt kan vi ikke nøjes med at fejre én dag. Anden påskedag 1/4 skal vi i Våbensted kirke høre påskeevangeliet, men fra en lidt anden vinkel. Og det er der ikke den mindste aprilsnar ved!